Om du søger højeste mode, sportstøj, antikke møbler eller noget helt fjerde, finder du det helt sikkert i Berlin – og nok også til bedre priser end i Danmark. Berlin er blandt Europas allerbedste shoppingbyer – og vil du nå det hele, kan det være en god ide at planlægge lidt hjemmefra.
Hvor er shopping bedst/billigst i Berlin?
Planlægger du en decideret “shoppingferie”, bør du gøre dig lidt tanker om, hvad det er, du skal på udkig efter. Udvalget af butikker i Berlin er enormt, og har du kun en weekend at gøre godt med, vil jeg anbefale dig at kategorisere dine indkøb en smule. Dels, vil du herved lettere kunne navigere rundt i byen, dels er der jo lige det med åbningstiderne… men mere om dét senere i artiklen…
Skal du bare ose rundt og se på alt mellem himmel og jord, kan det ene indkøbscenter nærmest være ligeså godt som det andet – men går du efter noget bestemt, kan nedenstående måske hjælpe dig lidt på vej. Jeg har opdelt mine anbefalinger i følgende kategorier:
- Tøj & mode
- Indretning
- Bøger & Musik
- Mad & Drikke
- Specialbutikker
- Hus & Have
- Shopping gader?
- Åbningstider
- Udsalg & gode tilbud
Tøj & mode
Berlinerne er kendte for deres afslappede stil – og Berlin er flere gange blevet fremhævet som værende højborg for Europa’s hipstere. Alligevel, finder du dog også masser af high-street fashion butikker, der har alt det nyeste inden for tøj & mode.
Alexa – 180 butikker i Mitte
Alexa er et 100% traditionelt shopping center, som, med danske øjne, minder en smule om Fisketorvet og Fields i København. Her er brede, lyse gange og masser af kendte mærkevarebutikker. Alexa ligger tæt ved Alexanderplatz og er let at komme til og fra – både i egen bil og med offtentlig transport.
Adresse: Grunerstrße 20, 10179 Berlin
Hjemmeside: www.alexacentre.com
Kaufhaus des Westens (KaDeWe)
Er du til modetøj/fashion, og gør det ikke noget, at priserne er i den høje ende, er KaDeWe stedet, du skal besøge. KaDeWe er kendt for sine pebrede priser og den flotte dekorering/udsmykning af bygningen og butikkerne. KaDeWe kan bedst beskrives som en blanding af danske Illum og engelske Harrods og Harvey Nichols.
Adresse: Tauentzienstraße 21-24, 10789 Berlin
Hjemmeside: www.kadewe.de
Mall of Berlin
200.000 kvm+ shopping i Berlin, lige ved Potsdamer Platz! Det siger nærmest det hele. Mall of Berlin er et skønt shopping center, der, ligesom Alexa, byder på masser af kendte mærkevarebutikker – men faktisk også mange, spændende brands, som man ikke ser herhjemme.
I Mall of Berlin finder du også en fed food court med masser af god (og dårling junk) mad at vælge i mellem. Der er helt sikkert noget for alle i familien.
Adresse; Leipziger Platz 12, 10117 Berlin
Hjemmeside: www.mallofberlin.de
Er du på jagt efter second-hand/genbrug, er det nok snarere markederne, du skal gå efter. Dem findes der masser af over hele byen – jeg har samlet en oversigt over markeder i Berlin her.
Indretning
Har du traileren med, er der god grund til at besøge een af Berlins mange møbel-/interiørbutikker. Her er priserne nemlig også bedre end i Danmark – og udvalget af lækre kvalitetsmøbler er enormt, ligesom både Jysk, IKEA og flere andre “discount”-butikker også er at finde i Berlin.
ROOMS Wohnkult
En af Berlins mest hypede møbelforretninger. Holdet bag ROOMS har i mere end 20 år arbejdet med og specialiseret sig i at designe massive træmøbler – og har, siden slut 90’erne, udviklet masser af smukke møbler, som er populære blandt folk i alle aldre. Foruden træmøbler, finder du i ROOMS, Berlin, en række fede vintage-/retromøbler.
Adresse: Sachsendamm 47 / IKEA, 10829 Berlin
Hjemmeside: berlin.rooms.de
Bøger & musik
Bøger er dyre i Danmark. Punktum. Og er du i stand til at tygge dig igennem bøger på engelsk eller tysk, giver det rigtig god mening at shoppe bøger i Berlin. Foruden de gode priser, får du også gerne én på opleveren, når du træder ind i bogbutikkerne i Berlin. Især de lidt mindre af slagsen er superhyggelige.
Pro qm
Pro qm er en af de lidt skæve bogbutikker, som nok mest henvender sig til det kreative publikum. Her finder du tusindvis af bøger inden for temaerne politik, populærkultur, arkitektur, kunst og design.
Adresse: Almstadtstraße 48-50, 10119 Berlin
Hjemmeside: pro-qm.de
Mad & drikke
Godt kød og grønt er meget billigere i Berlin end i Danmark. I Tyskland er momsen på fødevarer kun 7%, og dét, sammenholdt med de generelt lavere priser, gør indkøb af lækre bøffer, kød, fisk m.m. til en fest. Det billigste kød får du i supermarkederne – men også hos slagteren, hvor kvaliteten måske er lidt bedre, får du kød til priser, der er under dansk prisniveau.
BIO COMPANY
BIO COMPANY er navnet på en kæde af supermarkeder, som sælger gode, naturlige råvarer fra “lokale” leverandører. BIO COMPANY siger ihvertfald, at mindst 40% af al frugt og grøntsager kommer fra leverandører i samme region som den enkelte butik, du handler i. Er du til økologi og friske råvarer, bør du besøge en af BIO COMPANYs 20+ butikker i Berlin.
Hjemmeside: biocompany.de
Specialbutikker
Er du, ligesom jeg, vild med oliven, snack-pølser, krydderier, olier, eddiker m.m., findes der i Berlin masser af skønne specialforretninger, der sælger den slags. Men endnu bedre er dog byens fødevaremarkeder, hvorpå du finder de lækreste specialiteter, der kan købes til OK priser.
Oil & Vinegar
Oil & Vinegar-butikkerne byder, som navnet svagt antyder, på olier og eddiker af enhver art. Desuden finder du masser af lækre snacks, i form af pølser, chips, kiks, diverse pestoer m.m.
Adresse: flere butikker – se oversigt via link herunder
Hjemmeside: www.oilvinegar.com
Noer (vinbutik)
Er du til vin og bobler, er Noer det helt rigtige sted at besøge. Jeg besøger gerne Noer, som i flere guidebøger og rundt om på nettet er udråbt til at være en af Berlins bedste vinbutikker, når vinkøleskabet skal fyldes op. Her får du nemlig super service, stort udvalg og priser, som er til at betale.
Adresse: Falckensteinstr. 10, 10997 Berlin
Hjemmeside: www.noer.de
Hus & have
Tid til ny havetraktor, cykel eller boremaskine? Så vent med at svinge VISA-kortet til du kommer til Berlin. Her er der nemlig OGSÅ mange penge at spare på shopping – og så er udvalget også væsentligt større. Enkelte butikker tilbyder tilmed levering i Danmark.
Toom Baumarkt
Toom er en af Tysklands største byggemarkedskæder. Her finder du alt fra pottaplanter til havegrill til -traktorer – og der er ofte gode penge at spare ift. danske byggemarkeder. Personligt, besøger vi Toom i Friedrichshain et par gange om året, når der skal købes frø til haven samt mosegris- og muldvarpebekæmpelse.
Adresse: Hermann-Blankenstein-Str. 40-44, 10249 Berlin
Hjemmeside: www.toombaumarkt.de
Stadler
Om du trænger til ny cykel eller ej, er det lidt af en oplevelse af besøge Stadler i Prenzlauer Berg. Butikken har alle slags cykler, du kan komme i tanke om – og du kan tilmed prøve dem alle i gangene i butikken samt den lille cykelbane, som er indrettet i det ene hjørne af butikken. Bemærk: Når du køber cykel i Tyskland, har den intet (dansk) stelnummer. Det kan dog fås i Danmark – læs mere her.
Adresse: August-Lindemann-Str. 9, 10247 Berlin
Hjemmeside: shop.zweirad-stadler.de
Shopping gader?
Kurfürstendamm
Er du typen, som elsker at slentre ned af Strøget i København, vil du elske Kurfürstendamm (eller Ku’Damm”, som mange kalder den. Denne gade er Berlins mest populære og, med sine 3,5 kilometer, længste handelsgade. Her finder du de samme brands og butikker som på Strøget i København + en række tyske mode- og specialbutikker.
Kastanienallee
Kastanienallee hører med sine 950 meter også til blandt Berlins største og meste populære shopping gader. Her finder du de lidt mere specielle, lokale tøjbutikker, optikere, et par second hand butikker og et væld af cafeer. Kommer du til Kastanienallee fra Rosa-Luxemburg-Platz, er der en kraftig, men overkommelig, stigning, du skal passere. Stigningen er en perfekt undskyldning for at slutte shoppingturen i ølhaven Pratergarden, som ligger for enden af Alléen.
Torstraße
Torstraße er en stor, bred og trafikeret vej, som, på papiret
Åbningstider (og -dage)
Åbningstiderne i Berlin er meget lig dem, du finder i øvrige storbyer rundt om i Europa. De fleste butikker og shopping centre har åbent mandag til lørdag i tidsrummet 10.00 – 20.00 og holder lukket om søndagen. Ja – du læste rigtigt. Lukket om søndagen.
Hvor sært det end lyder, tillader den tyske lukkelov ikke, at butikkerne holder åbent om søndagen. Ligesom i Danmark i “gamle dage”, har butikkerne kun et vist antal søndage på året, de må holde åbent – dette tal er i skrivende stund 8, og derfor vil du med stor sandsynlighed støde på lukkede døre, hvis du havde tænkt dig at skulle shoppe i Berlin på en vilkårlig søndag.
Det er mig endnu en stor gåde, hvorfor man som een af Europas mest populære destinationer for “forlængede weekender” fortsat holder lukket om søndagen…
Læs mere om åbningstider i Berlin her.
Udsalg & gode tilbud
Priserne i Berlin er i forvejen noget lavere end i Danmark. Dels pga. den lave moms (19% på tøj, sko m.m., 7% på fødevarer), dels pga. lavere lønninger, afgifter m.m. – og du vil derfor hurtigt kunne spare mange penge på dine indkøb – også selvom du handler uden for udsalgsperioderne. Vil du spare rigtigt mange penge, kan det dog være en god ide at time dit besøg, så det falder sammen med et udsalg.