Berlin er særligt kendt for sine skønne markeder, som ligger spredt ud over hele byen. Om du er til loppefund, økologiske madvarer, antikke møbler eller kinakopier, er der helt sikkert et marked i Berlin, som vil falde i din smag. Her på siden har jeg samlet en række af mine favoritter.
Indhold i denne artikel
- Loppemarkeder
- Julemarkeder
- Fødevaremarkeder
Loppemarkeder
Berlin er et sandt mekka for skattejægere, der søger smukke møbler, lamper og malerier – men også for dem af os, der bare vil have én på opleveren. På Berlins loppemarkeder finder du alt fra brugte cykler til fotoalbums, lommeknive og designermøbler – og er du dygtig (eller heldig), kan du mange gange gøre en god handel.
Loppemarkederne ligger spredt udover hele byen – dog med den højeste koncentration i områderne Prenzlauer Berg og Kreuzberg. Er du fuldblods markedsgænger, er min anbefaling derfor, at du slår dig ned i et af disse to områder.
Julemarkeder i Berlin
Tyske julemarkeder er noget ganske særligt – og især julemarkederne i Berlin. Stemningen, duften, boderne og underholdningen…
Berlin har 20+ “registrede” julemarkeder – og der er, uden tvivl, mange, vi slet ikke kender til. Uanset, hvor i byen, du bor i slut-november – december, kan du næsten ikke undgå at løbe ind i et af de mange hyggelige markeder.
Fødevaremarkeder
Er du til oste, oliven, olier, eddiker, frisk fisk o.lign. er fødevaremarkederne i Berlin helt sikkert noget for dig. Her finder du friske grøntsager, ostevogne og et hav af små delikatesseboder, hvor du kan købe alle mulige spændende ting.